Ingeborg Andersen

  Notater:

Flyttede til Mejeribyen, Bølling sogn i 1898.

Salomon Frifelt fortæller i sin bog "Lisaa gammel som æ vej" fra 1968: I vestsiden af Krusbjerg by ligger et lille venligt hus i en stor have. Her bor Ingeborg Madsen hos sin søn, Theodor Madsen, der omhyggeligt plejer sin gamle mor. Ingeborg er fyldt 94, og hun er, trods mange aars sygdom og svaghed, straalende frisk til at fortælle ud fra en udmærket hukommelse helt tilbage til sin første barndom. Derfor god at gæste for den, som gærne vil vide lidt fra ældre tid. Selv om Ingeborg Madsen nu i aarevis næppe har været uden for sin stue, og paa grund af sit svage syn er bundet til sengen eller lænestolen, saa er hun dog levende med i, hvad der sker ude i verden, for radioen og sønnen fortæller hende om, hvad der sker. Hun er en elskelig gammel kvinde, mild og glad trods al modgang. >Der er saa mange venlige mennesker her i verden<, siger hun med sit gode smil. \emdash Helst vil hun dog fortælle om det tilbage i tiden, hun stadig klart mindes:

>... Ja, se min far hed Kristen Andersen. Han er født i Vorbasse. Han lærte i sin ungdom skrædderhaandværket, men han ville gærne være lærer, saa kom han paa Hoven højskole og blev uddannet til vinterlærer. Det var som vinterlærer, far kom her til Krusbjerg skole. \emdash Nej, der var da hverken lejlighed eller andet til skolen. Læreren maatte leje sig ind eet sted og købe kosten et andet sted. Kosten fik han hos Kr. Frøsig, Lindbjerg Mark \emdash Bøgelevgaard hedder det nu. \emdash Her tjente min mor. Hun var fra Stenderup. Ja, her blev de saa kendt med hinanden, min far og mor. Da de blev gift, købte de en lille ejendom Vest for Krusbjerg Banke \emdash
den, som nu Albert Friis ejer. Nu er det jo en god gaard. Men den gang: Et lille gammelt hus med klynegrave lige uden for døren og ellers hede rundt om. De købte ejendommen af Rasmus Tysker og Trine, som saa lik bygget et lille hus Øst derfor \emdash ja, det er forlængst revet ned \emdash og de to gamle skulle far og mor saa svare aftægt til. Hvor de skulle faa den aftægt fra, begriber jeg ikke. Mor fik som medgift fra sit hjem en ko, det var den, der skulle føde dem, baade aftægtsfolk og de unge.

Havde min far ikke tjent en smule kontant løn som lærer, saa begriber jeg ikke, hvordan de havde faaet føden. Ja, huha, hvor havde de det fattigt. Det, de stred for, var jo at faa saa meget dyrket op af heden og de gamle klynegrave, saa de kunne holde to køer og ha mælk hele aaret. Da de omsider fik to køer, blev de spændt for ploven, men det tog det meste af mælken. Det næste var saa at faa en stud til hjælp. Ja, huset var saamænd baade gammelt og ringe. Men det var jo vort hjem, som vi holdt af og længtes efter, naar vi var ude at tjene. \emdash Køkkenet var smalt og mørkt med aabent ildsted eller aaben skorsten. Gulvet var kampestenspikning. Selvfølgeligt var der lergulv i stuen. Mor var saa dygtig til at strø det fugtige gulvsand, saa det stod med toppede stænk, det saa pænt ud. \emdash Sengen var med skodder eller omhæng for. Hvor sov man trygt og godt i en saadan omhængsseng. \emdash Far og mor stod jo tidligt op, for at far kunne faa noget arbejde lavet, inden han gik om til skolen.

Naar vi børn vaagnede, var vi næsten altid sultne. Saa fik vi et stykke tørt rugbrød. Aa, som det smagte. \emdash Min ældre søster kan huske, at vi børn en aften græd af sult. Mor græd ogsaa, for hun havde intet at gi os. Ikke engang et stykke tørt brød. Det er der ingen, som i dag forstaar, knapt nok tror. Børn i dag, og voksne da med, aner ikke, hvor et stykke tørt brød kan være en kostelig Guds gave. \emdash Vor meste kost var grød og kartofler. Jeg tror, det var en god kost. Vi blev efterhaanden seks søskende: to drenge og fire piger. Jeg var den næstældste. Jo, vi tærede vor kost og groede godt til. Men hvor haardt det end kneb for far og mor at skaffe føden til os og aftægt til de gamle, saa har jeg aldrig hørt, de har klaget sig eller været utilfredse.

Efterhaanden gik det saa meget fremad for os, saa vi fik en lille hest til at løse studen af. Per Nielsen ovre paa Lindbjerg Mark. \emdash Ja, det var ham, der blev den første uddeler i den første vareindkøbsforening her i Krusbjerg i 1888. Butikken holdtes kuns aaben hver Torsdag Eftmd. Derfor kaldte folk Torsdagen for >Pejers Daw<. \emdash Se, Per Nielsen havde ogsaa en enkelt lille hest, saa lavede han og far >sammenspænd<, saa de kunne køre med fuldt spænd, det fremmede godt for markarbejdet. \emdash
Siden blev der lavet friskole paa Lindbjerggaard. Her blev far lærer, og der gik jeg i skole min hele skoltid.

Selvfølgeligt kom vi børn tidligt ud at tjene. Jeg var lige fyldt 9 aar, da jeg kom ud. De første 4 aar tjente jeg hos Kr. Bjørslev her i Krusbjerg. \emdash Kun i sommertiden, ja. Om vinteren var vi hjemme og gik i skole hver dag og hele dagen. Jo vi kunne skam naa at lære en del saadan en lang vinter. Da jeg blev konfirmeret, kom jeg ud at tjene hele tiden, lige til jeg var 24 og blev gift. \emdash Mange pladser i de aar. \emdash Ja, men de var gode allesammen. Jeg tjente hos Tinus Bruun, Nytofte, og i fire aar hos Kr. Frøsig, saa kom jeg til Ølgod præstegaard hos pastor Olrik, siden til manufaktur handler Hans Mogensen i Ølgod. Det var den gale spekulationstid i Esbjerg, der slog ham ud, saa han maatte sælge forretningen. Et aar var jeg husbestyrerinde hos skomager Lindvig Osmundsen i Ølgod. Her blev jeg syg og laa syg hjemme i to aar. Da saa jeg begyndte at komme mig, fik jeg en let plads hos lærer Brødsgaard i Sædding ved Skjern.

Min mand, Søren Madsen, traf jeg i Ølgod. Han var skræddersvend hos skræddermester Kr. Frøsig. Ja, ham, der købte Hans Mogensens forretning. Derfor hedder den butik endnu C. Frøsig. I førstningen, Søren og jeg var gift, boede vi 6 aar i Bølling. Saa blev Søren syg og kunne ikke sy. Vi var nødt til at ha en lille ejendom, som jeg kunne passe, for at vi kunne bjerge føden. Den fik vi ovre i Hesselho. Søren var syg i mange aar, han blev aldrig saa rask, at han kunne arbejde. Saa byggede vi hus her i Krusbjerg. Det var, som om jeg kom hjem igen. Her lige ved siden af mit barndomshjem. Megen sygdom at trækkes med. \emdash Ikke saa slemt endda. Sygdom ka man ogsaa vænne sig til og lære af. Jeg er da blevet 94. Og naar jeg ser tilbage over alle disse 94 aar, staar det for mig, at jeg kun har truffet gode og flinke folk ...<

Ingeborg blev gift med Mads Sørensen Madsen, søn af Hans Fog Madsen og Dorthea Pedersdatter, den 27. oktober 1898 i Bejsnap kirke. (Mads Sørensen Madsen blev født den 28. august 1868 i Torstrup sogn, dåb den 11. oktober 1868 i Torstrup kirke, døde den 29. marts 1930 i Krusbjerg, Ølgod sogn og blev begravet den 4. april 1930 i Bejsnap kirke.)

  Parnotater:

Forlovere ved vielsen var købmand Hans Johan Mogensen af Ølgod, husmand Kristen Andersen af Krusbjerg.