Peder Nikolaj Riis

  Notater:

Kaldenavn: Nich Riis.
Brugsuddeler i Lindbjerg, Ølgod sogn (1938-1979).

Peder Nikolaj Riis var den yngste brugsuddeler i Danmark, da han i en alder af 21 år overtog brugsforeningen i Lindbjerg, en lille landsby uden for Ølgod i Vestjylland, efter sin far. Det var i 1938, og først i 1979 gik Nich Riis fra at være en vellidt brugsuddeler til en af de første danskere, der nød godt af den nye efterlønsordning.

I 1914 blev Nich Riis' far valgt som den første brugsuddeler i den nyoprettede brugsforening i Lindbjerg, hvor Nich Riis blev født og voksede op med fire ældre søskende. I landsbyskolen i Lindbjerg gik han indtil 7. klasse, som det var traditionen i den vestjyske skoleordning. Ordningen indebar, at eleverne, som ofte var børn af landmænd, gik meget i skole om vinteren, og til gengæld kun skulle møde to formiddage om ugen om sommeren, så der var tid til at hjælpe til hjemme på gården. Den sparsomme uddannelse var ikke nok for Nich Riis, og op til sin konfirmation cyklede han et par somre frivilligt til Ølgod Skole og fulgte nogle timer her.

Allerede som barn mødte Nich Riis sin Ellen. To af hans søskende blev gift med Ellens morbror og moster. De blev pennevenner, da Ellen i 1930'erne var i England og USA som au pair. I maj 1939 begyndte der for alvor at være optakt til krig i Europa, så Ellen rejste hjem, mens det stadig var muligt. Der gik ikke længe, før en bryllupsdato var fastsat til november det år. Til brugsforeningens 25 års jubilæum, hvor Ellen skulle præsenteres som Nich Riis' kommende hustru, blev han genindkaldt som værnepligtig i Haderslev. Næste dag tog han af sted, og brylluppet blev udskudt. Heldigvis var han allerede tilbage i brugsforeningen ved nytår, og den 21. marts 1940 giftede de sig. Samtidig undgik han at komme i kamp, da tyskerne besatte Danmark knap tre uger senere, og syv danskere mistede livet i Haderslev.

Nich Riis var på alle måder en mand, der engagerede sig i sin omverden. Ikke med sig selv i centrum, for han var alt andet end egocentreret. Han var en rank person, både i væremåde og rent fysisk, men han var imødekommende og koncentrerede sine kræfter der, hvor han selv syntes, han kunne gøre mest gavn. Efter krigen tog han og Ellen sig af en hollandsk pige fra Groningen, som var udsultet og mærket af krigen. Hun tog 13 kilo på, og de blev så tæt knyttet, at de holdt kontakten resten af hendes liv.

Han var en energisk foreningsmand, det kunne være i sognerådet, i veteranklubben for tidligere brugsuddelere i Sydjylland, hvor han var formand for bestyrelsen en årrække, i Odd Fellow Ordenen i Varde eller i det lokalhistoriske arkiv i Ølgod, som han ledte fra 1985 til 2004. Han var en god fortæller, og hvis man kom ind på livet af ham, kunne han fortælle anekdoter i stribevis om folk, han havde kendt, eller ting han havde oplevet. Altid på en lun og godmodig facon, men aldrig så han hængte folk ud.
(Uddrag af artikel "Et liv er forbi: Han levede længere end de fleste" i Information den 17. marts 2012)

Peder blev gift med Ellen Marie Andersen, datter af Niels Augustinus Andersen og Anna Jessen, den 21. marts 1940. (Ellen Marie Andersen blev født den 1. april 1915 i Hjortkær skole, Grimstrup sogn, dåb den 16. maj 1915 i Grimstrup kirke, døde den 12. december 2017 i Ølgod og blev begravet den 22. december 2017 i Ølgod kirke.)