Martinus Bjerre

  Notater:

Martinus Bjerre (født Jacobsen) var adoptivbarn. Han blev født fredag den 10. april 1896 i en lejlighed i Havnegade, Esbjerg. Hans biologiske mor var fraskilt kone Martine Zimmermann f. Jacobsen. Isenkræmmerkommis Pauli Marius Herman Lihme fra Næstved blev udlagt som barnefader. Barnet blev døbt den 25. maj 1896 i Vor Frelsers Kirke i Esbjerg. Fadderne var jfr. kirkebogen: 1. Arbejder Ferdinand Pedersens Hustru i Esbjerg, 2. Pige Hansine Kristensen do., 3. Arbejder Ferdinand Pedersen do., Gaardmand Niels Hermansen i Vejrup, 5. sammes Hustru. Politivagten i København bekræftede, at moderen på timånedsdagen før sin nedkomst opholdt sig i København. I kirkebogens bemærkningsrubrik står: "Ifølge Magistratens Skrivelse af 17/2-98 fødehjemstedsberettiget i Kjøbenhavn". Fødsel og dåb blev i 1898 indført i Almindelig Hospitals kirkebog i København.

Niels Hermansen og hans hustru Nielsine, der var blandt fadderne ved dåben, havde 1½ måned tidligere mistet deres førstefødte barn, Agnes Bjerg Hermansen. Umiddelbart efter dåben tog de den lille Martinus i pleje. Han var da 7 uger gammel. 30 år senere opsøgte Martinus sin biologiske mor. Hun fortalte ham, at hun i sin tid var rejst fra København til Vestjylland for at føde sit barn derovre, da hun ønskede at skjule fødslen for sine forældre.

Martinus blev ikke formelt adopteret før mange år senere. I kirkebogen for Vor Frelsers Kirke i Esbjerg er følgende bemærkning senere indføjet: "I Flg. Kgl. Bevilling af 18.5.1911 er Martinus Jacobsen adopteret af Forpagter Niels Bjerre og Hustru Nielsine Jørgine f. Jensen af Jerne Sogn og har derved antaget Navnet Martinus Bjerre". Martinus beskrev sin barndom, opvækst og gensyn med sin biologiske mor i sin bog fra 1957 "Jeg fik det i Tilgift".

Her følger uddrag af to afsnit fra bogen, "Gamle tekster, Jeg fik det i tilgift":

"Jeg opdager, at jeg kun er et plejebarn
Der var en anden ting, som pinte mig, og det var, at nogle af mine kammerater havde fortalt mig, at jeg var et plejebarn. En dag sagde jeg til min moder: „De andre børn siger, at jeg er plejebarn." Moder blev lidt ilde til mode over, at jeg havde fået det at vide, da det åbenbart var meningen, at det skulle holdes skjult for mig. Hun søgte at berolige mig ved at sige, at jeg ikke skulle lytte til den snak; men da jeg atter og atter hørte det udefra og tillige hørte de voksne tale sagte om det, blev jeg klar over, at det havde sin rigtighed. Jeg syntes tit også selv at kunne se, at jeg slet ikke lignede mine søskende. Jeg må dog sige, at der aldrig blev gjort forskel på os, jeg nød de samme rettigheder som de andre børn; men tanken om, at jeg var et fremmed barn, og at fader og moder ikke var mine rigtige forældre, bed sig alligevel mere og mere fast hos mig.
Tit kunne jeg græde og sukke: ,,Mor! Mor! Lever du endnu, eller er du oppe hos Gud?" Mange underlige tanker krydsede min hjerne, og jeg grundede over, hvorfor det skulle være sådan med mig. Kom der en fremmed dame på besøg derhjemme, betragtede jeg hende altid nøje for at se, om jeg lignede hende, og jeg var meget nysgerrig efter at vide, hvad hendes ærinde var. Det gjaldt vel ikke mig? Men nej, og atter nej ! Jeg søgte så at glemme, at jeg var plejebarn.

Det var nu ved den tid, at jeg efter skik og brug skulle konfirmeres, og atter tænkte jeg på, om min rigtige moder skulle komme med til festen eller i det mindste ville sende et lykønskningstelegram, selv om det skulle være affattet på en sådan måde, at jeg ikke skulle kunne opdage, at det var fra hende. Men der kom intet telegram, og der var heller ingen af gæsterne, som jeg ikke kendte. Jeg blev noget nedslået, fordi jeg havde set hen til denne dag og regnet med, at der ville komme noget nyt frem angående min herkomst ved en sådan lejlighed. Skuffet gik jeg over til naboens karl, som var en ældre mand, og da han bemærkede min triste stemning og troede, at jeg var ked af, at jeg skulle ud af skolen, søgte han at trøste mig og sagde: "Vær nu en voksen karl og kom her og få dig en dram," hvorefter han lavede en kaffepunch til mig, som jeg drak, og bagefter stoppede han sin lange pibe og gav mig den at ryge på. Det varede ikke længe, før det begyndte at svimle for mig, og jeg ravede hjem og gik i seng. Ingen anede, hvad der var i vejen med mig.

En dag noget senere fandt jeg nede i en skuffe under noget tøj et telegram, hvori der foruden en lykønskning stod: "Fra din gudmoder Martine." Jeg fik straks den tanke, at telegrammet måtte være fra min moder, og jeg fandt ud af, at jeg var opkaldt efter hende, idet jeg jo hedder Martinus. Jeg lagde telegrammet tilbage i skuffen igen, og da jeg senere spurgte min plejemoder om, hvem der havde båret mig til kirke, svarede hun, at det havde min moder gjort. Nu vidste jeg besked. Plejemoder anede ikke, hvorfor jeg spurgte, og hun løj jo ikke ved at svare, som hun gjorde.

Jeg finder min rigtige moder
Da min plejefader var død, vågnede tanken om mine rigtige forældre op hos mig igen. Jeg havde ofte bedt for dem og besluttede nu, at jeg ville prøve at finde dem. Men hvordan skulle det gå til? Jeg havde jo hverken navne eller adresser på nogen af dem, så menneskelig set var det håbløst. Men længselen var vågnet påny: Tænk, om min moder levede! Måske var hun fattig og led nød, og måske kunne jeg få lov til at føre hende til Jesus, og de samme tanker fik jeg også om min fader, hvis han endnu skulle være i live. Mon de ville kendes ved mig og bryde sig om, at jeg opsøgte dem? Således arbejdede tankerne i mig.

En dag, da jeg gik og talte med en gartner, der skulle beskære træerne i haven, fortalte han mig om en familie, der efter mange års adskillelse gennem Frelsens Hærs efterlysningskontor havde fundet deres søn i Amerika, og jeg vejrede den mulighed, at jeg måske også kunne finde mine forældre gennem dette kontor, hvorfor jeg med det samme gik ind og skrev dertil angående denne sag. Jeg fik svar derfra med anmodning om forskellige oplysninger angående min familie, men jeg stod på bar bund i den henseende. Jeg havde kun det før omtalte konfirmationstelegram, som jeg havde fundet i skuffen, og endvidere havde jeg fået fat i en koppeattest med et andet efternavn end det, jeg nu havde. Disse papirer var alt, hvad jeg ejede, og de fortalte jo ikke meget om min familie; men til min store overraskelse kom der alligevel et brev fra kontoret 14 dage efter, hvori det oplystes, at man havde fundet min moder; hun boede i en nærmere angivet gade i København.

Under megen bevægelse skrev jeg et forsigtigt brev til moder for at høre, om hun skulle kende en ung mand ved navn Martinus, der nu var 30 år. Jeg skrev også, at jeg ønskede at få en hilsen fra hende. Få dage efter kom der brev fra hende, hvori hun udtrykte sin store overraskelse over at høre fra mig. Hun havde aldrig troet, at hun skulle få mig at se mere, men hun havde heller aldrig kunnet glemme mig. I sine ensomme timer havde hun ofte tænkt på mig, og længselen efter mig havde undertiden været så stærk, at hun flere gange havde været ved at sætte sig i forbindelse med mine plejeforældre for at høre til mig, skønt hun havde givet dem det løfte, at hun aldrig ville opsøge mig; men det havde tit været svært for hende at lade være. Moder var i sin tid rejst til Vestjylland for at føde mig derovre, da hun ønskede at skjule for sine forældre, at hun skulle være moder. Da jeg var syv uger gammel, blev jeg sat i pleje ude på landet. I sit brev til mig fortalte moder mig også lidt om sine nuværende forhold og skrev, at om jeg havde lyst til at besøge hende, skulle jeg være meget velkommen.
Enhver kan vel tænke sig, at mit hjerte bankede, og jeg var ligefrem syg af spænding ved tanken om, at jeg skulle mødes med min moder, som jeg aldrig havde set. Jeg sendte et telegram med følgende ordlyd: "Kommer i morgen! Martinus." Det er vel også unødvendigt at sige, at min moder var lige så spændt af forventning.

Tænk, at jeg nu efter så mange års forløb skulle opnå at se min moder, hende, som jeg lige siden jeg var dreng, havde længtes så meget efter og bedt til Gud om at føre mig sammen med. Nu stod jeg lige ved mine længslers mål. Da jeg kom til København, tog jeg en bil og kørte lige til døren; men mine ben rystede under mig, så jeg næsten ikke kunne gå op ad trapperne. Tankerne fløj gennem mit hoved. Hvordan mon hun så ud, og hvad skulle jeg sige til hende? Gråden sad mig i halsen, og med bankende hjerte ringede jeg forsigtigt på klokken. Døren blev åbnet af en nydelig dame, og jeg kunne straks se, at vi lignede hinanden på øjnene. "Er det Martinus?" spurgte hun. "„Ja," svarede jeg, "er du min moder?" Hulkende svarede hun ja, og vi faldt hinanden om halsen og græd af glæde. Moder og søn mødtes efter 30 års forløb. "Tak, at du opsøgte mig," sagde hun, "og tilgiv mig!"
Vi fik talt ud med hinanden, og jeg fortalte hende om konfirmationstelegrammet og om et fotografi, mine plejeforældre ikke havde kunnet gøre rede for. Moder tog nu et tilsvarende billede frem og viste mig det; det forestillede hende selv som ung. Hun havde intet hørt fra mig i de mange år, før jeg opsøgte hende. Moder havde fem voksne børn, der alle sad økonomisk godt i det, og de tog alle meget venligt imod mig.

Jeg fandt også min faders efterladte hustru og fire døtre; mine forældre blev nemlig ikke gift med hinanden, men med hver sin ægtefælle. Fader døde, inden jeg fik besøgt ham. Jeg blev modtaget meget hjerteligt i hans hjem og havde den store glæde at høre, at min fader havde været grebet af den samme forkyndelse, som jeg selv. I hjemmet blev jeg indbudt til at tage faders plads ved bordet, og mine fire søstre og deres moder følte det, som om de havde fået deres fader tilbage. Jeg fortalte dem, hvorledes mit liv havde formet sig. Når jeg sad i det smukt møblerede hjems hyggelige stuer, tænkte jeg: "Mon jeg drømmer, eller er jeg vågen? Er det virkelig sandt, at jeg stammer fra et sådant hjem?" Og naturligvis var det også et stort spørgsmål for mig, hvorfor jeg ikke havde fået lov til at vokse op og nyde tilværelsen i dette velhavende hjem i stedet for at gå alt det igennem, som havde mødt mig i livet. Og i stedet for at blive opfostret i den store by og gå i en højere skole havde jeg måttet nøjes med undervisningen i en lille landsbyskole, hvor man om sommeren kun gik i skole en halv dag om ugen."

Martinus blev viet i Vejrup Kirke den 26. april 1919 til Magdalene Mortensen, født den 31. oktober 1895 i Nørre Vejrup. Parret overtog Magdalenes forældres gård i Nørre Vejrup og drev den i nogle år. Ved folketællingen den 1. februar 1921 boede parret med datteren Meta på denne gård, matr.2e, Lykkesgaardsvej 18 i Vejrup sogn. Martinus havde da en opgivet årsindtægt på 1100 kroner.

I april 1924 var Martinus rørfabrikant i Middelfart. I december samme år og indtil begyndelsen af 1930'erne var han husmand i Jerne sogn. Herefter flyttede familien en kort overgang til Poulsker på Bornholm.

Martinus Bjerre drev en landbrugsejendom, Jerne Søndergård, i Jerne sogn i årene 1926-1936. Ifølge Jerne kommunes skatteoplysninger betalte han følgende beløb i skat: 33,20 kr. i 1929, 35,60 kr. i 1930, 27,96 kr. i 1931 og 29,60 kr. i 1935. (Esbjerg byhistorisk arkiv)

Med tiden voksede børneflokken til syv, fire sønner og tre døtre. I årene op til 1946 boede familien i Odense og flyttede derfra i 1946 til Strandbygade 38 i Esbjerg, hvor Martinus i årene 1949-1950 var forstander (præst) ved Den apostolske Kirke i Esbjerg. Familien flyttede derefter tilbage til Odense. Martinus døde i Odense den 28. maj 1969 i en alder af 73 år. Magdalene blev boende i Odense, hvor hun døde i juni 1989.

Martinus blev gift med Magdalene Mortensen, datter af Hans Mortensen og Maren Hansen Nissen, den 26. april 1919 i Vejrup kirke. (Magdalene Mortensen blev født den 31. oktober 1895 i Nørre Vejrup, Vejrup sogn, dåb den 26. december 1895 i Vejrup kirke, døde den 14. juni 1989 i Odense og blev begravet i juni 1989 i Jacobskirken, Thorsgade, Odense.)